Økologisk kylling fra Sødam

En Sødam-kylling er en økologisk velfærdskylling, der er anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Det betyder, at Sødam-kyllingerne lever op til krav, der går ud over kravene til almindelige økologiske kyllinger. Udover at smage fantastisk har kyllingerne levet et godt kyllingeliv.
En Sødam-kylling lever mellem 75- 120 dage, hvilket giver ro til at vokse i et naturligt tempo. Den langsomme vækst, og dyrenes adgang til at bevæge sig frit giver, i kombination med foderet, et smagfuldt, marmoreret kød med en fast struktur.
En Sødam-kylling lever i lyse stalde med masser af plads, så de kan bevæge sig omkring – og alle kyllinger har en pind at sidde på og sand at bade i. De går på en tyk, blød halmmadras, som holdes ren og tør. I en Sødam-stald er der maksimalt 10 kyllinger pr. kvadratmeter, hvilket er cirka halvdelen i forhold til antallet i et konventionelt kyllingeopdræt.
Kyllingerne kan frit gå udendørs, hvor de mødes af marker beplantet med græs og urter, som bidrager til den helt unikke smag.

Kyllingerne har under en times transport til slagtning.

 

Økologisk gris fra Gråstensminde

De økologiske grise fra gården Gråstensminde har fri adgang til store marker og skovområder, hvor de bruger det meste af tiden på at rode i jorden efter græs, rødder og andre lækkerier. Det aktive liv samt den naturlige langsomme vækst giver kødet en fin struktur og fantastisk smag. De bliver slagtet ved Slagter Drachmann på Djursland, som er kendt for sin høje kvalitet og gode håndværk.

 

Økologiske lam fra Varde Ådal Lam

Varde Ådal er et lille familiedrevet landbrug, som sætter økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed i højsædet. Lammene opdrættes på slægtsgården, hvor der også foregår en økologisk afgrødeproduktion, hvorfra dyrene får økologisk foder.

Lammene bliver slagtet på gårdens økologiske slagteri, hvor de primært bliver solgt fra familiens egen gårdbutik og til udvalgte restauranter og gårdbutikker. Familien lægger stor vægt på at dyrene har det godt og at produktionen foregår med så lidt spild som muligt. Familiens måde at avle på, den høje kvalitet af foder og fri adgang naturen giver fantastiske smagfulde udskæringer.

Økologisk and fra Gothenborg

De økologiske ænder fra Gothenborg er af racen Mulard. Ænderne har en naturlig opvækst på kløvermarker omkring Gothenborg, hvor de har masser af plads at boltre sig på.

Efter 14 uger bliver ænderne slagtet på det nærliggende slagteri i Markerup, hvor de nænsom håndslagtes.

Gothenborg ænder har ved flere smagstest scoret topkarakter, og anses for at være en rigtig luksus-and.

Økologisk frugt og grønt fra Magnihill

Gaardmester forhandler økologisk frugt og grønt fra Magnihill af den bedste kvalitet. Magnihill er en svensk slægtsgård som har specialiseret sig i at producere og handle med dybfrossen frugt, bær og grønt, herunder også økologisk. De stiller høje krav til producenterne i forhold til kvalitet og miljø, hvorfor de også leverer de forskellige frø til landmændene.

Økologisk angus oksekød fra Rydalsgaard

På Djursland ligger det lille hobbylandbrug Rydalsgaard, hvor tre søskende er gået sammen om at producere anguskvæg på en 100% naturlig og økologisk måde. Angus-kvæg er kendt for at være en særlig smagfuld kødkvægsrace, og familien har indrettet kvægholdet efter dyrenes naturlige adfærd. Året rundt afgræsser flokkene gårdens marker og naturområder, og der gives  tid til en langsom og naturlig tilvækst.  Kalvene går sammen med moderen i minimum 8 måneder,  og som ungdyr opfedes de med græs og økologisk korn fra Rydalsgaards enge ud mod Randers Fjord, Når de er klar til slagtning aflives anguskvæget med minimal stress ude på marken under opsyn af dyrlæge. Kødet parteres i Djursland Slagtehus af slagter-Bo, inden de eksklusive partier bliver solgt her på shoppen.

Økologisk galloway oksekød fra Fuglsøgaard

I Hejsager, som ligger tæt ved Haderslev i Sønderjylland bor Rasmus Skau og Mette Clausen på slægtsgården Fuglsøgaard. Her opdrætter de økologiske galloway-kvæg, der går som naturplejere på enge og marker tæt ved gården.
Galloway-kvæg har egenskaber, som gør dem eminente til afgræsning af eksterne naturarealer til produktion af økologisk kvalitetskød baseret på dyrevelfærd. De er hårdføre, nøjsomme og kan producere kvalitetskød på arealer, hvor andre racer ikke kan leve. Den relative langsomme vækst gør, at kødet bliver meget finfibret. Gallowayracen indlejrer den sunde fedt i muskulaturen i små fedtlommer, hvilket gør det lettere at bevare kødets saftighed under tilberedningen. Fuglsøgaards galloway-kvæg er godkendt af Dyrenes Beskyttelse.

Økologiske mandler og olie fra Colombani

Colombani er en lille virksomhed, som er drevet af begejstring for økologiske og velsmagende produkter fra Spanien. Bag firmaet står Natascha og Jesper, som i 2014 rejste til Sydspanien på jagt efter fantastisk økologisk olivenolie. Den fandt de hos olivenbonden, Francisco, som producerer økologisk olivenolie i 7. generation. Ligesom Natascha og Jesper, er bæredygtig og økologisk produktion central for Francisco, og et samarbejde blev etableret. Siden har Colombani udvidet sortimentet med bl.a. økologiske, spanske mandler, som vi hos Gaardmester er så heldige at forhandle udover den fantastiske, økologiske olivenolie.

Økologisk Skarø Is

Bag den efterhånden så berømte Skarø Is står parret Britta Tarp og Martin Jørgensen, som producerer de økologiske gourmet is fra hjemmet på Skarø.

Økologi er en mærkesag og selvfølge for den biolog-uddannede Britta Tarp, som blandt andet udvikler smagene i Skarø Is. Optimal smag og konsistens opnås ved at bruge de bedste råvarer i de rette mængder. Skarø Is anvender kun solmodne bær og frugt i ismassen – aldrig koncentrater.Blandt ingredienserne er birkesaft og sukkertang, der begge leverer sødme til isene sammen med økologisk rørsukker. Birkesaften kommer dels fra Skarøs birketræer, dels fra Avernakøs. Hindbær, stikkelsbær og solbær kommer fra Strynø og jordbærrene fra Tåsinge, så der er en del ø-samarbejde involveret, selvom der også er rabarber fra Sønderjylland.

Økologiske supper fra Supperiet 

Gaardmester har indgået samarbejde med dygtige nete Vorgaard fra Supperiet, som laver de lækreste, hjemmelavede og naturligvis økologiske supper til os. Supperne er lavet helt uden tilsætningsstoffer og hver beholder udgør en god portion, som kan serveres med brød, ris eller pasta og derved være et solidt måltid, når det skal gå stærkt, og samtidig være sundt og økologisk. Nete Vorgaard ejer Supperiet i den gamle præstegård i Hundslund og hun har for nylig fået en suppebiks i det populære Aarhus Central Foodmarket.