Økologisk kylling fra Sødam

En Sødam-kylling er en økologisk velfærdskylling, der er anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Det betyder, at Sødam-kyllingerne lever op til krav, der går ud over kravene til almindelige økologiske kyllinger. Udover at smage fantastisk har kyllingerne levet et godt kyllingeliv.
En Sødam-kylling lever mellem 75- 120 dage, hvilket giver ro til at vokse i et naturligt tempo. Den langsomme vækst, og dyrenes adgang til at bevæge sig frit giver, i kombination med foderet, et smagfuldt, marmoreret kød med en fast struktur.
En Sødam-kylling lever i lyse stalde med masser af plads, så de kan bevæge sig omkring – og alle kyllinger har en pind at sidde på og sand at bade i. De går på en tyk, blød halmmadras, som holdes ren og tør. I en Sødam-stald er der maksimalt 10 kyllinger pr. kvadratmeter, hvilket er cirka halvdelen i forhold til antallet i et konventionelt kyllingeopdræt.
Kyllingerne kan frit gå udendørs, hvor de mødes af marker beplantet med græs og urter, som bidrager til den helt unikke smag.

Kyllingerne har under en times transport til slagtning.

 

Økologiske lam og grise fra Varde Ådal Lam

Varde Ådal er et lille familiedrevet landbrug, som sætter økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed i højsædet. Lam og grise opdrættes på slægtsgården, hvor der også foregår en økologisk afgrødeproduktion, hvorfra dyrene får økologisk foder.

Lam og grise bliver slagtet på gårdens økologiske slagteri, hvor de primært bliver solgt fra familiens egen gårdbutik og til udvalgte restauranter og gårdbutikker. Familien lægger stor vægt på at dyrene har det godt og at produktionen foregår med så lidt spild som muligt. Familiens måde at avle på, den høje kvalitet af foder og fri adgang naturen giver fantastiske smagfulde udskæringer af både lam og gris.

Økologisk and fra Gothenborg

De økologiske ænder fra Gothenborg er af racen Mulard. Ænderne har en naturlig opvækst på kløvermarker omkring Gothenborg, hvor de har masser af plads at boltre sig på.

Efter 14 uger bliver ænderne slagtet på det nærliggende slagteri i Markerup, hvor de nænsom håndslagtes.

Gothenborg ænder har ved flere smagstest scoret topkarakter, og anses for at være en rigtig luksus-and.

Økologisk frugt og grønt fra Magnihill

Gaardmester forhandler økologisk frugt og grønt fra Magnihill af den bedste kvalitet. Magnihill er en svensk slægtsgård som har specialiseret sig i at producere og handle med dybfrossen frugt, bær og grønt, herunder også økologisk. De stiller høje krav til producenterne i forhold til kvalitet og miljø, hvorfor de også leverer de forskellige frø til landmændene.

Økologisk angus oksekød fra Rydalsgaard

På Djursland ligger det lille hobbylandbrug Rydalsgaard, hvor tre søskende er gået sammen om at producere anguskvæg på en 100% naturlig og økologisk måde. Angus-kvæg er kendt for at være en særlig smagfuld kødkvægsrace, og familien har indrettet kvægholdet efter dyrenes naturlige adfærd. Året rundt afgræsser flokkene gårdens marker og naturområder, og der gives  tid til en langsom og naturlig tilvækst.  Kalvene går sammen med moderen i minimum 8 måneder,  og som ungdyr opfedes de med græs og økologisk korn fra Rydalsgaards enge ud mod Randers Fjord, Når de er klar til slagtning aflives anguskvæget med minimal stress ude på marken under opsyn af dyrlæge. Kødet parteres i Djursland Slagtehus af slagter-Bo, inden de eksklusive partier bliver solgt her på shoppen.

Økologisk grisekød fra Jægergaarden

De økologiske skovgrise fra Jægergaarden vokser op med masser af plads i en økologisk poppelskov. De har fri adgang til græs, rødder og hvad de ellers kan finde i skovbunden og får derudover økologisk tilskudsfoder. Der er rig mulighed for skygge og masser af mudderpøle grisene kan boltre sig i. Og så har de naturligvis fri adgang til hytter.

Grisene bliver slagtet på det næsliggende slagteri Tonis Slagtehus, som er godkendt til økologisk slagtning. Derudover er Toni kendt for sit gode og grundige håndværk og lægger stor vægt på dyrevelfærd.

Økologisk galloway oksekød fra Fuglsøgaard

I Hejsager, som ligger tæt ved Haderslev i Sønderjylland bor Rasmus Skau og Mette Clausen på slægtsgården Fuglsøgaard. Her opdrætter de økologiske galloway-kvæg, der går som naturplejere på enge og marker tæt ved gården.
Galloway-kvæg har egenskaber, som gør dem eminente til afgræsning af eksterne naturarealer til produktion af økologisk kvalitetskød baseret på dyrevelfærd. De er hårdføre, nøjsomme og kan producere kvalitetskød på arealer, hvor andre racer ikke kan leve. Den relative langsomme vækst gør, at kødet bliver meget finfibret. Gallowayracen indlejrer den sunde fedt i muskulaturen i små fedtlommer, hvilket gør det lettere at bevare kødets saftighed under tilberedningen. Fuglsøgaards galloway-kvæg er godkendt af Dyrenes Beskyttelse.

Økologiske mandler og olie fra Colombani

Colombani er en lille virksomhed, som er drevet af begejstring for økologiske og velsmagende produkter fra Spanien. Bag firmaet står Natascha og Jesper, som i 2014 rejste til Sydspanien på jagt efter fantastisk økologisk olivenolie. Den fandt de hos olivenbonden, Francisco, som producerer økologisk olivenolie i 7. generation. Ligesom Natascha og Jesper, er bæredygtig og økologisk produktion central for Francisco, og et samarbejde blev etableret. Siden har Colombani udvidet sortimentet med bl.a. økologiske, spanske mandler, som vi hos Gaardmester er så heldige at forhandle udover den fantastiske, økologiske olivenolie.

Vildtkød fra Esbjerg Dyrehave

Krondyr og dådyr fra Esbjerg Dyrehave har levet hele livet på usprøjtede skov- og engarealer.

Hvert år bliver et vist antal dyr skudt i Dyrehaven for at holde bestanden nede og det er kødet fra disse dyr Gaardmester har fået i sortimentet. Kød fra krondyr og dådyr er meget magert og har en mild smag af vildt.

Kødet er ikke øko-certificeret, da man ikke kan kontrollere hvad dyrene spiser i det fri, hvor de også bliver håndfodret af havens gæster. Varde Ådal står for parteringen af dyrene, efter er blevet skudt i de fri.